I 2004 efterlyste Gunnar Jonsson hjælp til fremstillingen af Ishesten, det fælles medlemsblad for dengang fem lokalklubber ved Grib Skov, og jeg stillede mig beredvillig til rådighed som reporter - her var jo en oplagt chance for at komme rundt og møde heste og snakke med mennesker, der formodedes at have noget væsentligt at sige om hestehold, samt håndtering, træning og ridning af heste. Disse møder - og ikke mindst flere inspirerende samtaler med Gunnar og Marit - var med til at fostre ideen til denne bog. Da jeg skulle skrive en artikel om Merkúr frá Midsitju, blev ideen til en besættelse. Jeg læste i gamle nummer af Eidfaxi om Merkúrs avlslinjer, og det viste sig, at han og min egen Spói var beslægtede - Merkúrs far og Spóis oldefar var Hervar frá Saudárkróki, der blev temmelig udskældt for sine ører. Spóis ører er meget udtryksfulde, meget bevægelige ører, og den lille detalje var således genetisk betinget og nedarvet gennem flere generationer ... Se, det synes jeg, er virkelig fascinerende. Men ét er de genetiske dispositioner, noget andet og ligeså spændende er efter min opfattelse det faktum, at så mange af vore heste er beslægtede. Islandshesteverdenen er et væv af spor og historier, som vikler sig ind og ud af hinanden, og disse spor satte jeg mig for at følge og udforske gennem tiden tilbage. Ikke mindst i en tid, hvor selv nuet er vanskeligt at fastholde, har vi brug for det historiske tilbageblik - og overblik. |
Min personlige indstilling til hestene og til det at holde og ride hest er meget idealistisk og følelsesbetonet. Endnu før Eldjárn og Glæsir kom til Nordsjælland havde Michael og jeg været på kursus i natural horsemanship. Ønsket om så vidt muligt at komme hestene i møde på deres præmisser har ikke alene præget min omgang med heste, men også udformningen af denne bog: |
De mennesker, som jeg har interviewet, er alle pionerer i forskellige henseender og fortjener at blive fremhævet for deres indsats. Hestene, der er portrætteret på de følgende sider, har ligeledes gjort sig fortjent til at blive husket. Der er naturligvis mange flere gode hestehistorier, som burde blive fortalt og fastholdt - følger man i hestenes spor, kommer man vidt omkring. Det er mit håb senere at kunne genoptage min udforskning, men her er altså, hvad jeg høstede ved første slæt ... |